Forårskoncert med kvindekoret USMIFKA
USMIFKA har siden 1990 specialiseret sig i den særlige bulgarske kortradition, som er kendt for sine karakteristiske klange, rytmer og harmonier. Korets repertoire spænder fra enkle, traditionelle folkesange til nyere værker af moderne komponister. Sangene kredser om store menneskelige temaer som overgangsriter, krig og kærlighed, tab og længsel, drømme og håb.
Den bulgarske korsang er kendt for sit helt særlige udtryk, hvor melodier, rytmik og tonearter kan lyde både fremmede og fascinerende for danske ører. Resultatet er et stærkt, varieret og stemningsfuldt musikalsk univers, der bevæger sig mellem både humor, kraft og eftertænksomhed.
En stor del af USMIFKAs repertoire bygger på bulgarsk folkemusik, som i 1950’erne blev arrangeret for kvindekor af komponister som Philip Koutev, Krassimir Kyurkchiyski og Petar Liondev. Denne tradition blev internationalt kendt gennem koret Le Mystère des Voix Bulgares.
Koret dirigeres af Anne Louise Munch, som leder sangerne gennem det rige og farverige repertoire.
Praktisk information
Dato: Torsdag den 30. april
Tid: Kl. 19.30
Sted: Søstrup Kirke
Entré: Gratis adgang
Efter koncerten vil der være mulighed for hyggeligt samvær med servering.