Menighedsmødet 2025 – et år med store projekter og gode nyheder!

Menighedsmøde i Sdr. Jernløse Kirke

Den 13. november samledes vi til årets menighedsmøde, hvor menighedsrådet så tilbage på året der er gået og delte planer for det kommende. Det blev en aften fyldt med gode spørgsmål, spændende opdateringer og masser af ros til det arbejde, der bliver lagt i sognet.

Et kig på økonomien og på kirketårnet

Kirsten indledte med at give et overblik over budgetterne for de kommende år.

Én af de større poster i år har været renoveringen af kirketårnet. Arbejdet er nu fuldført og finansieret af provstiet, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Derudover viser forundersøgelser af kirkens gamle kalkmalerier, at de er bevaringsværdige. Det betyder, at der fremover skal tages særligt hensyn til dem.

Naturen omkring kirken - skov, eng og terræn

Der sker også meget i landskabet omkring kirken.
En del af engen (0,75 ha) er blevet solgt fra, og vi har fået tilsagn fra Klimaskovfonden om at plante ny skov til april.

Der arbejdes samtidig på at udligne terrænet rundt om kirken for at mindske vandproblemer og fugt i bygningen. En nødvendig men vigtig forbedring. Derudover er askesyge træer og dårlige popler blevet fældet af sikkerhedshensyn.

Bygninger i forandring

Flere bygninger omkring kirken står foran en kærlig hånd:

- Kapellet skal sættes i stand, så det igen kan tages i brug.

- Det gamle våbenhus skal renoveres og indrettes til forskellige arrangementer.

- Kommunen kommer til at marker båse på parkeringspladsen efter flere henvendelser.

- Der arbejdes også videre med spørgsmålet om at genåbne stien Nøddegangen, i dialog med både Bylauget og skolen.

 

Liv og aktivitet i sognet

Der er glædeligt nyt om både børn og musik!

Børnekoret er startet op og synger første gang til 1. søndag i advent. Minikonfirmander fra 3. og 4. klasse er i fuld gang.

Og så har sognet fået… en ny hjemmeside!

Der blev også stemt om navnet på vores fælles lokale – og med 12 ud af 17 stemmer blev navnet officielt: Sognegården. Der bliver talt om at udarbejde husregler og forbedre akustikken, så salen bliver endnu bedre til arrangementer.

Kommende arrangementer

Der er også spændende musikoplevelser på vej:

16. januar – Beatles-musik i kirken

18. marts – Papaya-koret synger afrikanske sange (forvent rift om pladser!)

Tak for opbakningen

Det var en aften med gode spørgsmål, smil og en masse ros til menighedsrådet for det store arbejde gennem året. Tak til alle, der mødte op og deltog i fællesskabet!

Læs hele referatet her: